Yogasutraerne tilskrives en person ved navn Patañjali, som - hvis dateringen af hans værker er præcis - levede i mere end 600 år fra det andet århundrede inden Kristi fødsel og til i hvert fald det femte århundrede efter. Selvom der er stor bredde i fortolkningen af det faktum, at hans forfatterskab er dateret til begge ender af perioden, er det mest sandsynlige nok, at flere gjorde brug af pseudonymet Patañjali, for der er, foruden yogasutraerne, overleveret afhandlinger om bl.a. medicin, musik og alkymi under dette navn. Desuden tilskrives en betydningsfuld traktat om sanskrit også Patañjali, men der er bred enighed om, at forfatteren til denne er forskellig fra forfatteren til yogasutraerne. En udbredt fortolkning er, at navnet Patañjali i stil med det græske navn Homer er blevet benyttet om en overleveret tradition snarere end om en bestemt person.

De tre første dele af yogasutraerne menes at være skrevet i 2. århundrede før Kristus mens den sidste del er kommet til i 400-t. Tilsammen beskriver værket, hvordan mennesket gennem fysisk og mental kontrol kan opnå sammensmeltning mellem selvet og noget, der er større end selvet, således som det er målet i mange former for hinduistisk mystik.

Yogasutraerne er den tidligste overleverede bog om yoga. Ligesom i andre filosofiske systemer fra Indien, f.eks. Samkhya, skelnes der mellem selvet og bevidstheden (citta). Målet med yogaen defineres som standsningen af bevidsthedens forandringer (I-2), således at selvet hele tiden kan forblive i sin sande form, hvori der ingen lidelse er. Yogasutraernes forhold til kroppen er ambivalent: dels betragtes den som uren, dels omhandler en stor del af værket perfektionering af kroppen gennem disciplin af forskellig art.

Det er fra yogasutraernes ottefoldige vej at astanga-yogaen har sit navn. Du kan læse mere om de otte led og deres indbyrdes relation her.

På disse sider finder du forskellige ressurser, som har med læsningen eller oversættelsen af Patañjalis Yogasutraer at gøre. Indtil videre må du nøjes med en udtalevejledning for det alfabet, devanagari, som sanskrit gør brug af.

 

seneste opdatering:
08.05.2006